Bevidst nærvær for begyndere (bog)

Hej Peter,

Super spørgsmål, tak for det!

Mit svar til dig, kommer ud fra min egen oplevelse, og det er en gennemgående pointe, i det jeg taler om. Det skal opleves, det skal erkendes af en selv. Jeg peger blot, og så skal hvert menneske selv undersøge det.

Hvad er en tanke? Som jeg definerer det, så består en tanke altid af ord. Tanker er således en stribe af ord, en form for samtale man har med sig selv.

Når man begynder at iagttage sit eget sind, vil man hurtigt opdage, at mange tanker opstår spontant, og har sit eget liv. Tanker som blot tænker nye tanker der tænker nye tanker osv.

Er det problematisk? Både ja og nej.

Hvis man er et menneske med et lyst sind, så vil det blot være masser af positive tanker, og det er jo helt fint, men er man et menneske med et lidt mørkt sind – og dem bliver der tilsyneladende flere og flere af, i denne på mange måder skræmmende verden, så er kimen lagt, til et liv i nedtrykthed og depression.

For et sådan et menneske, vil tankeuniverset være ekstremt selvdestruktivt, og have karakter af tankemæssige blindgyder, og onde cirkler, som man ikke kan bringe sig selv ud af.

Det at man fastholdes i de negative tankekonstruktioner, er et resultat af identifikation med tankerne, altså, at man finder oplevelsen af sig selv, i det man tænker, og når man så konstant tænker negativt, så ER man negativ…

Vejen ud af dette tankens tyranni, er, at man finder frem til den indsigt, at man ikke er det ens tanker fortæller, at tankerne blot opstår i sindet, og forsvinder igen. At det man er, i sin essens, er selve bevidstheden bag tankerne.

At erkende, at opleve sig selv som selve bevidstheden, uforfiltreret af tankerne, i nuet er bevidst nærvær. Tilstede, iagttagende, uden ord, uden indre dialog, blot opleve nuet, via sanserne, ufortolket af sindet.

Dette er ren væren til. Det er på mange måder en “sødme fyldt” oplevelse, men det er ikke en oplevelse, der kan formidles via ord, for så er vi tilbage i tankerne….

Bevidst nærvær, er rent faktisk det samme som nærvær. Sammensætningen af ordene, er blot for at gøre det mere tydeligt, hvad det peger imod.

Det er ikke muligt, at være i “ægte” nærvær, uden også at være bevidst om det. Mange vil nok tro, at de er nærværende, uden at de reelt er det. De føler sig nærværende, men det som de reelt oplever, er deres tankers fortolkning af dette øjeblik, og dermed er det ikke “ægte” nærvær. jeg siger ikke at der er noget forkert i denne form for tilgang til nuet, jeg siger blot, at det ikke er “ægte” nærvær.

Det at opleve nuet gennem tankerne, kan man så kalde det for ubevidst nærvær? Ikke som jeg fortolker ordene. Ubevidst nærvær er selvmodsigende, som at tale om tørt vand.

Hvis ikke dette var svar nok, så skriver du blot igen.

Kh
HCA

Hej Peter,

Vi ordkløver ikke, vi undersøger blot i fællesskab

Bevidst nærvær er netop kendetegnet ved, at det er en oplevelse i nuet. Den oplevelse skal ikke fortolkes, den skal ikke forstås, den skal ikke medbringes som erindring – den skal blot sanses, lige nu.

Det kan vi ikke forstå i tankerne. Tankerne VIL ikke forstå det, for det betyder, at de ikke længere er i kontrol.

Tankerne forsøger altid at opnå kontrol, men de vil aldrig få det, det er blot en illusion.

Når vi fortolker en oplevelse via tankerne, så gemmer vi som oftest også en del af denne fortolkning i vores hukommelse. Næste gang vi så møder samme oplevelse, så møder vi ikke oplevelse direkte som den er, men i langt højere grad blot vores lagret fortolkning af denne oplevelse.

Derved gør vi langsomt hele verden til udenadslære, og vi møder ikke længere det som er, med derimod det som vi mener der er.

Populært sagt, bliver vi til maskiner, som bærer rundt på hver vores egen tankeskabte verden.

Dette er så ophav til mængder af frustration, vrede, ængstelse, depression etc. fordi vi hele tiden “løber panden mod muren” når den virkelige virkelighed viser sig, at være anderledes end den “virkelighed” vi har opbygget inde i hovedet.

I større målestoksforhold, er dette også ophavet til alle krige, fordi en gruppe mennesker har fundet sammen med samme tankeskabte virkelighed, og nu skal andre så påtvinges den samme forestilling, koste hvad det vil. På denne måde manifestere den tankeskabte virkelighed sig så, som en relativ virkelighed.

Ser du mon vanviddet i det?

Kh.
HCA

Jo, indledningsvis er det som oftest egoet der lytter.

Det er således også som oftest egoet der er på en spirituel rejse, i forventningen om, at opnå noget.

Men for egoet er der intet at opnå, der er intet at nå frem til, alle “har det” nemlig allerede i sig. Det eneste der skal til, er en villighed til at undersøge det vi fortæller os selv. Det er det vi fortæller os selv, som netop er forhindringen for at se, at vi allerede “har det”.

Dette er grunden til, at et stille sind er en forudsætning for, at opleve og erkende, hinsides tankerne, hvad det er, vi allerede “har”.

I det samme øjeblik vi forsøger at tænke på hvad “det” er, så er “det” væk…

Det forunderlige er så, at når kontakten med det vi “har” først er oprettet, så vil “det” blive ved os. Indledningsvis dog meget subtilt, men dog tydeligt, også i de perioder hvor vi bevidst vælger, at bruge vores tanker, som det fantastiske værktøj de er.

Når man når dertil, så er det ikke længere tankerne der tænker sig selv, men bevidstheden der tænker tankerne

Kh
HCA

jeres samtale viser vore smerter ved ikke at formå at leve, og opleve, med et stille, renset sind. Med en renset bevidsthed om egen og andres væren. Modsat den tanketyngede bevidsthed med ubehagelige genoplevelser eller euforiske illusioner i mere eller mindre modificerede udgaver p.g.a. associationer.
Vores anden store smerte er følgelig at vi endnu ikke evner at VÆRE sammen i den rene bevidsthed, som er ærlig og åben for SAMtale og andet samVÆR.
Vort indre, og dermed vort ydre, er et stort rod af antikviteter og forvirrede associationer. Vi længes efter klarhed i logik såvel som i billeder, og plejer vi sproget kan vi få AHAoplevelser som vi kan meddele til gensidig opLYSning. Det er en vigtig opgave fremfor at FORDRIVE livet med programmeret “small talk”.
Helt fundamentalt er det rene sind, som man kan rense fortløbende så det altid er parat til hvad livet “byder på”. Eller man kan arkivere til senere brug fordi man er utryg. Man må turde vælge. Også samtalen. k.h. Jørgen