Vi vælger selv om vi smider kortene fra os, eller satser på at “vinde” over bla. de syv Mia. mennesker, vi opfatter som modspillere i en perverteret kokurrence, som er en fatal misforståelse, der ødelægger livet for alle.

Uden offerkort og andre bedrageriske jokere, drejer det sig om at få livsesset af selv- og omverdensforståelse, aktiv medleven og empati, der i sin sårbarhed ledsages af indre og ydre ro, glæde, skønhed, forundring og “k”… I frigørelse af vort oprindelige sind blomstrer livet over forretningsverdenens grådige ukrudt.

Sindet er-i min definition- det oprindelige, uforanderligt vedvarende “universelle”, som ethvert menneske mærker bagved sin aktuelle eksistens, i større lykkelig, eller oftest i ulykkelig mindre grad, forstyrret af selvet, der opbygges fra endog før fødselsøjeblikket. Menneskelivets store blinde Chimpanseselv, der psykoanalyseres og, ofte forgæves, behandles for sine lidelser, som underbevidst/ego/overjeg. Jeget og miget osv. osv. Mens vi drømmer om det oprigtige, oprindelige sinds rigdom af frihed, glæde, skønhed, altruisme. Med andre, overflødige ord: sjælen, helligånden etc. Sindet vælger ikke. Det ER, omend i fængsel/kz lejr. Sindet er kortet over alle kort. Og vi kan vælge det, som så mange er på vej til at gøre, idet de bla. slukker for underholdningens og idiotforbrugets dødsknapper. Det muliggør at de religiøse institutioner forener sig til en fælles menneskelighed, i stedet for at lade sig udnytte til blodige magtkampe og selvets ufattelig grusomhed iøvrigt. Det store stik skader ikke andre; tværtimod.

Spiller “vores gud” med terninger, eller kan vi kigge “ham” i kortene (Bohrs og Einsteins diskurs). Foreløbig har vi Newtons love og kvantemekanikken som vore kort til at vælge en menneskeværdig teknologisk udvikling. BetinKgelsen for dette er: en tilsvarende forudgående mental/psykisk/bevidsthedsmæssig udvikling. Og ikke som hidtil med et efterslæb på tusinder af år. Esset er det oprindelige, ufordærvede og vågne sind. Det ligger lige foran enhver. Lige NU.

Vi er ikke almægtige, men dog født med en begavelse, der kan lette livet for alle, fysisk og mentalt. Videnskabeligt, ressourcemæssigt incl. økonomisk, socialt, kulturelt og individuelt bevidsthedsmæssigt. Og opfylde det tillids-og tryghedsbehov vi har næret siden moderbrystet. Nogen afviser uansvarligt denne dybeste selverkendelsens drøm om frihed for uretfærd hos det meste af syv Mia. mennesker, der kæmper med sig selv for ikke at henfalde i efterladenhed overfor grådigheden, brutaliteten etc. – dvs. frygten for sårbarheden i samværet.

Vækstbegrebet må, ligesom alle andre begreber vi bruger, klargøres udenom uklare, uigennemsigtige politiske deklarationer og korruptioner så det tydeligt fremstår hvad de fleste mennesker prioriterer højest som det mest håndgribeligt tryghedsskabende p.t. Medfølelse, fred og kærlighed skal sædvanligvis også have tag over hovedet. Det giver vækst. Jørgen Frost

Jeg er enig med dig. Men fordi jeg ikke er så god til at argumentere, indsætter jeg det: http://www.b.dk/kronikker/vi-er-havnet-i-vaekstfaelden

Mvh
Ewa

At forestille sig at mennesket skulle stille sig tilfreds ved blot at være passiv tilskuer til evolutionens udviklingsimpuls, kan jeg dårligt. I hvert fald er det en vision der ligger langt ud i fremtiden, men jeg skal ikke udelukke at det vil kunne ske. I mellemtiden kan vi forholde os åbne og nysgerrige på hvilket indhold der skal erstatte alle disse bobler der brister. For jeg er ret sikker på at en menneskelig indblanding vil finde sted. Vi er en aktiv del af denne evolution som udgør klodens udvikling, ikke neutrale iagttagere. Så hvad end vi gør, eller ikke gør, vil vi påvirke og have en afgørende indflydelse på klodens fremtid.

Men jeg er helt enig i at vi i rigtig mange henseender med fordel kunne vente med at handle, og i stedet søge efter en lidt dybere kontakt til den impuls der er styrende. For os og for alt levende. Den vækst ser jeg heldigvis er godt i gang, omend stadig spæd. )

kh Søren

Jeg er ikke uenig med dig, og jeg er heller ikke enig med dig, jeg ser blot virkeligheden anderledes end dig.

Hvad jeg oplever, er, at livet i sig selv indeholder en kraft der helt automatisk sørger for udvikling, eller skulle vi kalde det evolution. Dette helt uafhængig af, om egoet i mennesket har noget at stræbe efter eller ej.

Egoet derimod, bygger bobler gennem sin stræben. Politiske bobler (USSR), IT bobler, bolig bobler, og nu “støj” boble???

Hvorom alting er, så er der indbygget en naturlig selv destruktions mekanisme i alle disse bobler, som gør at de før eller siden brister.

Vi skal ikke leve AF fred og kærlighed, men måske mere I fred og kærlighed. Der kommer et tidspunkt – hvornår aner jeg ikke – hvor alle bobler vil være bristet, og det eneste der er tilbage vil være fred og kærlighed.

Det kan sagtens lade sig gøre, at drive forretning, arbejde og leve samt udvikle sig i fred og kærlighed, mennesket har blot aldrig prøvet det, så det forholder sig skeptisk.

Kh
HCA

Jeg bliver lige nødt til at smide en kommentar. Det du beskriver er jo inflationen, og ikke de reelle og værste konsekvenser af uhæmmet økonomisk vækst. Inflation er blot en sideeffekt, og i sig selv ikke er den der er ved at kvæle os.

Jeg tror bestemt ikke vi kan klare os uden vækst, og alene leve af fred og kærlighed. Selv om det lyder smukt. Vækst og udvikling hører sammen. Hvis ikke vi har noget at stræbe efter, noget vi gerne vil opnå, som vi ikke allerede har, og som vi gerne vil udvikle og se gro, dør vi en stille kvælnings død… Så dør baby… Man kan også argumenterer for at en del af årsagen til den krise der tegner sig, og som er reel for mange, skyldes mangel på vækst. Kulturel og politisk vækst. Vi sidder fast i afhængighed af økonomisk vækst til at financier vore velfærdsmaskine, der bare ruller uhæmmet derud af. En velfærdsmodel der har været været drømmen og visionen vi i mange år har stræbt efter. Nu har vi den, og den er blevet mere end selvkørende. Mens vi er gået i stå! Uden drømme og visioner om hvad vi som samfund og kultur vil stræbe efter. Alt hvad vore politikere, og vi selv kan løfte os til, er at bevare hvad vi allerede har i rigt mål…

Så vi har stærkt brug for vækst. Kulturel og menneskelig vækst ikke mindst, men også og udvikling af bæredygtige produkter og ydelser der kan gro, og danne grundlag for en økonomi der er funderet i reelle værdier.

kh Søren

Hvor er det bare skønt, at du skriver det….for tanken om det usunde i konstant forbrug har i en rum tid været manifesteret i min bevidsthed. Og dejligt at genkende det i din beskrivelse.

For ikke så længe siden sad jeg i et job, der fuldstændig sled mig op mentalt. Jeg blev stresset og måtte vælge mit job fra. Og bruger lige nu tiden på at lande i mig selv, og kan mærke at jeg har det bedre for hver dag.

Inden jeg nåede til den erkendelse, at jeg måtte væk fra mit job, kan jeg nu i retrospekt se, hvordan mit køleskab i den perode f.eks altid bugnede…altid! Og ofte måtte jeg smide madvarer væk, fordi vi simpelthen ikke fik brugt alt det, jeg havde indkøbt. Og jeg kan se idag, at det har været der, jeg har haft følelsen af kontrol, følelsen af sikkerhed. Så jeg har da i hvert fald været med til at “holde hjulene igang”…:)

Nu hvor jeg er uden job, betyder det naturligvis en ændring af mine forbrugsvaner. Jeg må spare. Og jeg må lave en masse ting selv i køkkenet. Bl.a. finder jeg stor nydelse i at bage vores eget brød osv.

Jeg bruger vores madvarer op nu. Smider ikke væk på samme måde mere.

Og essensen af det hele er, at jeg i den ændring føler mig væsentlig sundere…..

Vi finder ind til nogle andre værdier, når vi ikke bare kan “købe os til lykken”….det er hvad jeg har oplevet, og det er hvad jeg har lyst til at fortsætte med….Jeg har konstateret at de små glæder, faktisk giver større lykkefølelse, end det bare at købe ind som gjaldt det livet….

Tak fordi jeg må kommentere….dit input gjorde lige, at jeg ikke kunne lade være…:)

————————————-

Svar fra HC
Kære Betina, tusind tak fordi du ville dele din dejlige historie med os andre.
Kh
HCA

Er stor bruger af din blog og dine artikler og har bare her et lille bitte spørgsmål.
Er det altid, som du ser det, kun “rejsen”, der er målet – jeg mener, kan “målet” i konventionel forstand ikke bare engang imellem udløse lidt glæde? Er stor tilhænger af ideen om, at “Lykken ikke er at nå sit mål. Lykken er at være på vej”, men kan der ikke være gemt bare en lille smule lykke ved målet bare engang imellem, så både rejsen og endemålet på forskellig vis kan bidrage til lykke – i dit perspektiv? Måske kunne man arbejde med en ide om, at det at nå nogle bestemte mål kunne give noget varig stolthed/identitet, som giver en noget fremover og måske nogle forbedrede forudsætninger for at “nyde nuet”? Jeg er helt overbevist om, det du og andre skriver, om at det først og fremmest i livet gælder om at “nyde blomsterne langs vejkanten”.

Morten