Lad os aflive begrebet “Egoet”

Forleden dag, sad jeg og “kikkede” dybt ind i mig selv. I den forbindelse kom der en meget smuk erkendelse til mig. Erkendelsen var, at begrebet “egoet” skal aflives.

Egoet er et begreb, som opleves meget negativt for stort set alle mennesker, og for mange mennesker på en spirituel “vej” findes der derfor næsten ikke noget værre end, at få at vide: “Det er egoet i dig”.

Det finurlige ved det, er jo naturligvis, at det er egoet i os som ikke ønsker at få udpeget egoet i os…

Derfor kan begrebet “egoet” være en forhindring for at komme i kontakt med det autentiske i os selv. Husk på, at begrebet “egoet”, jo blot er et begreb. I sig selv indeholder det intet, det er blot et ord. Det som har betydning, er det som ordet peger på.

Men, alene af det faktum, at det for stort set alle opleves meget negativt, skal vi aflive det. Vi skal finde et andet ord, som kan pege på det samme, men som ikke har samme negative klang.

En mulighed er: Programmering. Dette ord peger helt tydeligt på det i os, som er mekanisk. Ordet er knapt så negativt ladet, men det er dog fortsat ikke et særligt godt ord, da det har mange associationer, som kan og vil forvirre.

Tilbage står vi så med et tredje muligt ord: Betingning. Dette ord er straks meget bedre, da det er et ord, som de færreste har et særligt forhold til. Derfor vil jeg fra og med nu, ikke længere bruge ordet “ego”, men i stedet ordet “betingning”. Når så det er på plads, så er det igen vigtigt at fastslå, at ordene i sig selv intet indeholder, og, at det er det som de peger på, der er af betydning.

Hvad er det så ordene peger på?

Her er det, at den erkendelse jeg indledningsvis talte om, kommer ind. Ikke at indsigten var ny for mig, den åbenbarede sig blot på en ny måde, som udbyggede forståelsen af hvorledes vores betingning opstår.

Når vi kommer ind i denne verden, så kommer vi med et helt uskyldigt sind. Det nyfødte barns sind er uden betingning. I takt med at sproget udvikles i barnet, vil dets betingning langsomt starte op samtidigt med at forældre og omgivelser fortæller det hvad der er “rigtigt og forkert”. På et tidspunkt, vil betingningen i barnet langsomt begynde at vurdere selv, og denne proces tager til, så, at når vi når en alder på mellem 5-7 år (anslået jeg ved det ikke præcist), er betingningen så udviklet, at det er betingningen der overtager den fortsatte udvikling af samme.

Fra og med dette øjeblik, vil betingningen altid lede efter noget som kan bekræfte den selv i, at det den ved er korrekt, alt andet vil blive opfattet som en trussel. Betingningen bliver i løbet af teenage årene så til en fuldstændig forestilt identitet. Med andre ord, så vil mennesket på et eller andet tidspunkt i løbet af teenage årene, finde hele sin selvopfattelse i sin egen betingning. Dette er man ikke selv klar over, man opholder sig blot i denne tanke skabte verden.

Betingningen styrer på dette tidspunkt alle aspekter af ens liv. Den opbygger en adskilt verden, som består af mig og så alt det andet derude. Det er en verden, som indeholder masser af konflikter mellem hvad der er, og så det som betingningen forestiller sig der burde være.

Det er en adskilt verden fyldt med frustrationer, vrede, sorg, stress, depressioner, angst etc., og som oftest kun med ganske få lyspunkter, som opstår i de få øjeblikke, hvor verden derude, på tilfældig vis, lige pludselig er som betingningen ønsker det. Det er verden dog sjælendt længe, og så starter hele lidelsens onde cirkel forfra.

At det er således det hænger sammen, er ganske vigtigt at indse, da det beskriver tingenes tilstand, og når vi kan se dette med klarsyn, så kan vi også se hvordan “problemerne” opstår – og, at dette er begyndelsen til enden på dem.

For mig betød det, at det pludselig var lysende klart, at stort set enhver tanke som jeg gjorde mig, kom fra min egen betingning. Det betød også, at det ikke gjorde noget længere, det var blot en automatisk reaktion, og den havde intet at gøre med det som jeg er i min essens. Via bevidst nærvær, kan jeg nu gå rundt, og iagttage mig selv, iagttage min betingning. Jeg kan se den for hvad den er, jeg er ikke slave af den, jeg ved hvorfra den kommer, og ultimativt er det ikke min skyld, at den er der.

Derved fjerner jeg den energi som holder den i gang, og når først den energi er borte, så vil betingningens “ild” langsomt slukkes.

Men ikke nok med det, for alt dette betyder også, at når jeg nu ser på andre mennesker, så ser jeg tydeligt deres essens, jeg ser tydeligt hvad de er, og jeg ser tydeligt at de ikke er deres betingning.

Det er således ikke længere min betingning der møder deres betingning, og det er meget smukt.

Mit forslag til dig er, se din egen betingning for hvad den er. En tankeskabt identitet, som styrer dit liv, lige så længe den overlades til sig selv. Forstå, at der ikke er noget galt med dig, men forstå også, at der findes noget rent og uforanderligt inde i dig, som altid har været der, og som du kommer i kontakt med, når du begynder at iagttage dig selv, og derved får kendskab til din egen betingning.

Når vi kommer til at kende os selv, som bevidstheden bag betingningen, så åbner livet sig op, til det mirakel det vitterlig er.

Kære liv, kære mennesker og kære verden. Jeg elsker jeg usigeligt!

Hans Christian Andersen

Artikler med lignende indhold:

• Søger du oplysning er du nu det rette sted
• Hvordan slipper man ud af ulykkelig uvidenhed?
• En invitation til en dybere accept af nuet