Hvem vil du have råd fra?

Ikke så sjældent render jeg ind i mennesker, som er fast besluttet på, at de selv vil bestemme, hvem de vil have såkaldte gode råd fra.
Hvorfor er det sådan?

Ganske enkelt fordi man er så opslugt i den historie, om livet, som man fortæller sig selv. Denne historie ønsker man ikke udfordret, denne historie ønsker man kun bekræftet. Derfor undgår man råd som udfordrer ens overbevisninger, og ofte er man sågar parat til at bide verbalt fra sig, i et forsøg på at holde sammen på sin egen skrøbelige historie.

Dette er man naturligvis ikke klar over, da dette kun lader sig gøre, når man lever i ubevidsthed.

Jeg siger ikke, at der er noget galt med dette, og jeg siger ikke, at det er forkert. Jeg siger blot, at det er således at det er. Det lader rent faktisk til, at denne undvige manøvre, er den mest foretrukne blandt de mennesker som fortsat lever i en tilstand, hvor livet defineres ud fra tankernes univers, ud fra tankernes illusion.

Hvis mennesket har et ønske om at vågne op til virkeligheden, til sandheden, så må man indse, at den eneste vej gennem illusionernes tåger, er den direkte vej, igennem dem. Ved hjælp af forståelse og erkendelse af ens eget sinds evne til at reagere spontant, på baggrund af egen betingning. Denne forståelse og erkendelse, kan dog kun indtræffe, når man er villig til at undersøge sindet, specielt når det bliver udfordret.

Derfor er ethvert menneske, der “trykker på en af dine følelsesmæssige knapper” din bedste ven, også uanset, at denne ven selv måtte leve i dyb ubevidsthed. Det er altid en invitation til at kikke indad, en invitation til at undersøge hvilke mekanismer som ligger bag dit sinds automatiske respons.

Via denne undersøgelse, afslører sindets betingning sig som det det er: Overbevisninger og antagelser.

Når man gennemskuer sindet på denne måde, så indser man også, at disse overbevisninger ikke er andet end overbevisninger, og, at de intet har at gøre med virkeligheden, og via denne indsigt, slipper man dem, for det står straks klart, at det alene er overbevisningen som er en forhindring for et liv i harmoni med virkeligheden, med sandheden.

Men det kræver som sagt, at man er parat til at gå en udfordring i møde, og at man ikke “render skrigende bort”.

Med ønsket om, at du i dag vælger at se nogle af dine “dæmoner” i øjnene, uanset hvor ondt det måtte gøre. Jeg er ret sikker på, at de ikke tåler en ærlig undersøgelse af dig, for hvis du gør det, så vil de afsløre sig for hvad de er – illusioner.

Skræmmende illusioner ganske vist – jeg kender det fra mig selv – men ikke desto mindre, kun illusioner alligevel.

Med de kærligste og varmeste hilsner
Hans Christian Andersen