Hvad var det som skete for mig i slutningen af 2008?

Det var magisk, og det var uforudset. Udefra set var det noget af det, som de fleste mennesker ville opfatte som værende forfærdeligt. Jeg selv troede også, før det skete, at det ville være blandt det værst tænkelige. Set ud fra et konventionelt synspunkt så var det også noget af det værste, som et moderne menneske kunne udsættes for.

Offentlig latterliggørelse, offentlige verbale tæsk, udhængt som et fjols, skreget direkte op i mit ansigt i overværelse af mere end tredive af mine nærmeste venner og kollegaer. Det var fuldstændigt overrumplende og fuldstændig umulig at forudse, og måske var det derfor, at jeg endte med at reagere direkte modsat af, hvad man ville opfatte som værende normalt i en sådan situation. Det var også fuldstændigt ubegrundet. Manden, som stod bag, viste sig at være en rigtig ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde” og var tydeligvis under stærk indflydelse af Tankens Tyranni.

Hvad er den normale reaktion, hvis et menneske offentligt bliver verbalt svinet til? Man tager til heftig genmæle, ikke sandt? Og når det sker, så er der ikke kun et menneske, som er ude af sig selv i ren raseri, nu er der to, og de forpester alt omkring sig, alt imens de udkæmper en illusorisk kamp på ord, uden nogen som helst udsigt til, at nogen af parterne, blot så meget som en lille bitte smule, er klar til at overveje, om de tager fejl.

Denne automatiske reaktion udeblev fuldstændigt fra min side. Det var ikke fordi, jeg traf et bevidst valg om ikke at reagere, i hvert fald ikke bevidst på det plan, som jeg havde været vant til at handle på. Der var mere tale om en spontan reaktion fra et andet sted dybt inde i mig. Det var som om, at jeg i et splitsekund indså det håbløse i at udfordre den løgn, som vedkommende så åbenbart havde stirret sig fuldstændig blind på.

Jeg indså, at al konflikt, på et hvilket som helst plan, altid vil kræve to parter, og at hvis konflikt, og dermed lidelse, skal undgås, så vil det også kræve, at der altid skal være mindst den ene part, som er parat til at stoppe, også uanset at vedkommende har retten på sin side. Det stod også lysende klart, at sandheden aldrig behøver at forsvares, for sandheden er altid sandheden og vil aldrig være andet end sandheden.

Min reaktion i situationen var derfor, på ganske afslappet måde, at fortælle manden, at han tog fejl, og at vi sagtens kunne diskutere dette, hvis blot han kunne stoppe med sine hidsige og voldsomme tilsvininger af mig. Dette havde ingen direkte effekt, dog virkede det til, at han blev overrasket over min manglende reaktion, så han valgte at forlade stedet, stadig udgydende adskillige voldsomme nedsablinger af min person.

Jeg selv var i virkeligheden optaget af noget andet, noget som var vigtigere end at få bekræftet sandheden, noget nyt og friskt som havde åbenbaret sig inde i mig, noget som jeg aldrig før havde oplevet. Dette nye inde i mig gav den følgende tid anledning til mange og lange overvejelser, samt forsøg på at finde ud af, hvad det var, der stod bag min manglende reaktion. Jeg havde en fornemmelse, men kunne i starten ikke helt sætte fingeren på det.

Langsomt, men sikkert gik det dog op for mig, hvad det var og den ultra korte forklaring viste sig ganske enkelt at være: At det var ”Jeg”, som stod bag og ikke ”Mig”.

Dermed forstod jeg også, at jeg impulsivt ved et tilfælde var trådt ud af mine automatiske handlemønstre og derved direkte havde erfaret, hvor meningsløse disse handlemønstre er. Handlemønstre, som er opbygget af tankens tyranni, og som vi alle hele tiden tillægger den mest utrolige illusoriske betydning. Jeg indså også, at vi mennesker til dagligt ikke er bevidste om, hvor automatiske vi er og først i det tilfælde hvor vi træder ud af automatikkerne, indser vi deres dysfunktion.

Efter denne spontane vågnen op til virkeligheden, formede det liv jeg er, sig straks anderledes. Med denne nye indsigt, begyndte jeg at undersøge alle mine overbevisninger, for at se om de kunne tåle at blive udsat for Sandheden. Totalt overraskende var det, at det ene lag efter det andet blev skrællet væk fra mine tankemønstre, da det hurtigt viste sig, at kun ganske lidt af det jeg troede på kunne overleve i lyset af det bevidste nærvær.

Med andre ord, så gik det hurtigt op for mig, at de tanker som jeg havde, kontinuerligt skabte en verden som ikke var virkelig, som udelukkende eksisterede i mit hoved, og ikke nok med det, jeg indså hurtigt, at dette ikke kun gjaldt for mig, men at dette er den “normale” måde at leve på for stort set alle mennesker.

Den næste artikel i “Start her” rækkefølgen, hedder: Hvad motiverer mig til min fortsatte udvikling?